Organisation
SF er organiseret i en række partiforeninger, der tilsammen udgør partiet. Partiforeningerne vælger de delegerede til landsmødet, som er SF's højeste myndighed, og hvor SF's politik bliver besluttet. Landsmødets beslutninger bliver ført ud i livet af landsledelsen, der mødes jævnligt året igennem.
Folketingsgruppen
SF’s folketingsgruppe består p.t. af 16 folketingsmedlemmer. Folketingsgruppen skal arbejde for at SF’s politik bliver gennemført i forbindelse med lovgivningsarbejdet i Folketinget.
Formand og næstformand
Villy Søvndal har siden april 2005 været formand for SF. Det betyder, at Villy Søvndal leder partiet og er formand for landsledelsen. Samtidig er det Villy Søvndal der tegner partiets ansigt udadtil. Meta Fuglsang og Tonni Hansen blev valgt som SF’s næstformænd i oktober 2011 af landsledelsen.
Landsmøde og landsledelsen
SF’s højeste myndighed er Landsmødet. Det holdes en gang om året og består af de delegerede valgt i partiforeningerne, af landsledelsen, samt gæster fra ind- og udland. Landsmødet diskuterer og vedtager politiske programmer, politiske udtalelser og vedtægtsændringer, ligesom det er landsmødet, der vælger størstedelen af landsledelsens medlemmer.
Landsledelsen består af SF’s formand og 20 medlemmer, der bliver valgt på det årlige landsmøde. Landsledelsen er partiets højeste myndighed mellem landsmøderne og mødes mindst 10 gange årligt. Landsledelsens opgaver er:
- At fastlægge hovedlinjerne i SF’s politik
- At lægge de overordnede rammer for SF’s organisatoriske arbejde
- At fastsætte budget og medlemskontingent
- At forelægge årsregnskab for landsmødet
Partiforeningerne
Partiforeningerne udgør fundamentet for SF lokalt. Alle medlemmer er
tilknyttet en partiforening, og det er især lokal- og kommunalpolitik, der er på dagsordenen.
Regions- og storkredsorganisationer
I hvert af landets fem regioner findes en regionsorganisation. Regionsorganisationen skal fastlægge SF’s politik i forhold til regionsrådet. Regionsorganisationerne består normalt af et repræsentantskab og en bestyrelse, hvor partiforeningerne er repræsenteret.
Europaparlamentsmedlemmer
SF har to medlemmer af Europaparlamentet, Margrete Auken og Emilie Turunen. De er begge medlemmer af parlamentets Grønne Gruppe - en sammenslutning af 35 grønne partier fra EU's medlemslande, hvor Emilie er næstformand.
SFU
Socialistisk Folkepartis Ungdom (SFU) er SF’s ungdomsorganisation. Gry Möger Poulsen blev valgt som formand i april 2011. SFU har over 3.200 medlemmer og er p.t. Danmarks største politiske ungdomsorganisation med aktive lokalafdelinger over hele landet. SFU er en selvstændig organisation med egen ledelse, landsmøder og politik, men SFU og SF arbejder tæt sammen både lokalt og centralt.










