Hvem er jeg?
Det er nok ikke nogen overraskelse, at jeg som formand for SF brænder for politik og for at gøre verden bedre. Politik fylder meget i min verden.
Men selvom det er vigtigt – og det ER vigtigt – vil det, der betyder mest for mig altid være mine tre dejlige børn: Anna, Asbjørn og Mads.
Rige - ikke på penge, men på glæde
I dag bor jeg i hus i Bjert lidt uden for Kolding, men mit liv begyndte i en lille forblæst landsby ved navn Linde i det vestligste Jylland, hvor mine forældre drev et husmandssted på 16 tønder land.
Mit barndomshjem var ikke rigt på penge, men jeg husker det alligevel som en tid fyldt med leg og glæde. Vi var en stor børneflok, så der var altid masser af legekammerater. Og vi har den dag i dag et godt sammenhold i ”Søvndal-klanen” – selv om flere af mine søskende er inkarnerede venstre-folk.
Engagement blev vakt i Sydamerika
Mit politiske engagement blev vakt på en rejse i ungdomsårerne til Sydamerika, hvor mødet med den ekstreme ulighed og fattigdom var med til at gøre mig til socialist. For mig er et samfund først velfungerende, når ”få har for meget, og færre for lidt”.
Lærer og politiker
I 1976 meldte jeg mig ind i SF. To år senere stillede jeg første gang op til byrådet i Kolding uden den store succes. Jeg fik 51 stemmer.
Jeg er uddannet lærer, et fag jeg valgte fordi jeg elsker at se, hvordan børn udvikler sig og gør fremskridt, og underviste i 12 år ved Kolding Skolevæsen, mens jeg samtidig repræsenterede SF i byrådet.
Valgt ind i Folketinget
I 1994 blev jeg valgt til Folketinget, hvor jeg mest har beskæftiget mig med socialpolitik, forsvarspolitik og udenrigspolitik – i særlig grad Irak-krigen, som jeg gjorde alt hvad der stod i min magt for at forhindre.
Læsehest og musikelsker
Når tiden tillader det, elsker jeg at høre musik. Her er jeg ikke kræsen: både blues, jazz, klassisk, rock og visesang går an. Skal jeg nævne to favoritter må det blive Pink Floyd og Allan Olsen.
Tidligere var jeg også en læsehest. Nu tillader tiden alt for sjældent skønlitteratur, men har jeg en ledig stund kan jeg rigtig godt lide Leif Davidsens bøger. Hans fortællestil, hvor han parer drama og hurtig handling med politik og nutidshistorie, kalder på beundring.