Danmark er gået i stå og arbejdsløsheden stiger. Siden starten af den økonomiske krise har vi mistet 170.000 private arbejdspladser og antallet af langtidsledige er eksploderet. Med forkortelsen af dagpengeperioden har regeringen og Dansk Folkeparti gjort hverdagen usikker for helt almindelige mennesker – for der er ingen job at finde. Derfor skal vi have sat gang i Danmark! Det vil en ny regering gøre gennem en fremrykning af offentlige investeringer for 10 milliarder kroner. Investeringer i ting, vi alligevel skal have lavet indenfor få år: renovere og udbygge skoler, sygehuse, institutioner, ældreboliger og kloaker.
Renovation af folkeskoler
Et af de områder, hvor det efter min mening er vigtigst at investere, er i renovering af folkeskolerne. Alt for mange steder forfalder skolerne, og der er fugt og træk i klasseværelserne. Ved at sætte gang i renovationen slår vi to fluer med et smæk: For det første sikrer vi beskæftigelse i byggefagene, og for det andet skaber vi et bedre indeklima for vores børn. Lad os komme i gang!